Da jeg kom kørende på motorvejen i morges, lå der endnu et dødt dyr i vejkanten. Denne gang var det et rådyr - godt nok et stort dyr. Tænk at have påkørt det...
Der er godt nok mange dyr der må lade livet på denne årstid. Det er som om at det er en årligt tilbagevendende begivenhed. Hvilken blodig en det er...
Næsten dagligt ser jeg døde dyr i vejkanten. Nogen gange ser jeg ikke dyret, men "kun" det blodige spor de efterlader sig på vejen ned i grøften. Det er lige til at blive ked af det og så sidder jeg og tænker på om det stakkels dyr mon stadig er levende? Og hvis det er, hvor meget det må lide. Det er virkelig ikke nogen rar tanke. Heldigvis har jeg aldrig selv været ude for at påkøre noget (7,9,13) og jeg håber heller aldrig det sker. Men jeg kan godt se at der bliver kørt hurtigt på motorvejen og også af og til i byerne (det gør jeg selvfølgelig ikke, men andre gør).
En dag havde jeg en oplevelse da jeg kørte Maja i skole om morgenen. Omfartsvejen der hvor vi bor er meget befærdet og det er svært at komme ud på den. Især omkring skoletidsstart. En dag kom vi kørende til skolen og lige før vi skulle dreje af, stod der en dame i vejkanten uden for sin bil. Hun så frysende og lille ud. Lidt længere væk fra hende, lå der en kat i vejsiden. Levende, men tydeligvis påkørt. Den lå og bevægede sig, kunne ikke rejse sig.
Jeg kørte videre med Maja, satte hende af og kørte ud i trafikmylderet igen.
Damen stod der stadig. Der var hvertfald gået 10 min. og så blev jeg vred. Havde den der stakkels kat ligget der i grøftekanten i så lang tid og lidt uden at hun gjorde noget ved det? Det kan man da ikke. Den lider som sagt. Så fik jeg øje på en mand der kom gående væk fra det sted hvor katten havde ligget - den lå der ikke mere. Han havde en svensknøgle med... Han udvekslede blikke med den (nu var hun pludselig blevet til) stakkels dame (før syntes jeg bare hun var en idiot der havde påkørt en kat), der stadigt frysende (det var ikke koldt den dag, men hun havde det tydeligvis ikke godt, forståeligt nok) satte sig ind i sin bil og kørte væk.
Jeg er ikke så høj, men under sådanne tristheder, så bliver jeg mindre. Krymper ned ad. Og det er ellers et kunststykke - er ikke så høj, men meeeget bred, desværre. Og det tager tid for mig at ryste tristheden af mig. Men nogen er jo også død...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar